Valgopraab fra Centrums Hovedstyre.

Valgopraab

fra Centrums Hovedstyre.

_____

Der er efter vor Overbevisning ligesaavel nu som for 8 Aar siden, da Centrumspartiet dannedes, og ligesaavel i det Østenfjeldske som vestenfor Fjeldet Behov for, at der hævdes et

Mellemstandpunkt

mellem vore to store Partier, Høire og det rene Venstre. Ogsaa i denne Landsdel er der mange (mest saadanne tidligere Tilhængere af det gamle samlede Venstreparti, der ikke har billiget det nye Venstrepartis vidtgaaende Forfatningsændringer eller dets Maade at bruge Magten paa under de senere Tiders Ledelse), som vilde føle sig uheldigt stillede, om de i Afgjørelsens Stund kun havde Valget mellem enten at stemme for det rene Venstres Program og derved opretholde dette Parti og dets Ledere ved Magten eller helt slutte sig til Høirepartiet; der er mange, som vil ønske at kunne gjøre sin Borgerret gjældende uden helt at slutte sig til enten det ene eller det andet af disse to.

Desuden kræver efter vor Opfatning de nu raadende Tidsforhold mere indtrængende end nogensinde før, at der opretholdes og tilstræbes en politisk Platform, hvor i det gunstige Øieblik maadeholdne og nationalt-sindede Mænd af alle Partier kan mødes til fredelig Forhandling og ønskelig

Sammenslutning.

Allermest vil en saadan Concentration mer og mer vise sig nødvendig overfor de unionelle Tvistemaal; men ogsaa i vor indre Politik kan en sammenslutning af de Partier, der hidtil har staaet saa skarpt imod hinanden, blive baade ønskelig og naturlig.

Det ligger i Dagen, at den eneste Vei, paa hvilken Norge med nogen Kraft kan gjøre sine Krav gjældende med Hensyn til Ordningen af Forholdene i Unionen, er den, at de norske Partier arbeider sig sammen til Enighed om hvad de vil. Saalænge Parti staar mod Parti inden Norges egne Grænser i et saadant Spørgsmaal, som ikke angaar en blot indre norsk Sag, men Landets Forhold udad, saalænge Norge ikke her er enigt med sig selv om, hvad dets velforstaaede Interesser kræver, saalænge kommer vi ingen Vei.

Og det er ligesaa klart, at Forlig og Samhold mellem de norske Partier, efter den Maade denne Sag hidtil har utviklet sig paa, ikke kan naaes uden ved en Overenskomst, hvorved begge Parter paa Grundlag af den store og væsentlige Enighed, som ivirkeligheden er tilstede hos alle norske Partier, og som de maa være villige til at anerkjende hos hinanden, nemlig Kravet paa Norges fulde Selvstændighed og Ligestillethed i Unionen, alvorlig og forligsvillig arbeider paa at udvinde af sine Særmeninger de Grundtanker, som maa fastholdes, for paa andre Punkter at kunne vise den tilraadelige og nødvendige Imødekommenhed overfor den anderledestænkende Part. Og naar man for Alvor vil prøve Forsøget, er vi ikke i Tvivl om, at et saadant Compromis vil vise sig at måtte blive af det Indhold, at Norge forlanger og gaar med paa en samtidig Afgjørelse af de svævende unionelle Spørgsmaal, hvorved det fastslaar Fællesskab i Udenriksstyret under øverste Ledelse af en norsk eller svensk, Mand, constitutionelt ansvarlig for begge Riger og hævder hvert Lands Ret til at have egne Konsuler. Det tjener i virkeligheden til at styrke Forbundet, at alt Fællesskab, der ikke retslig eller faktisk er nødvendigt, udskiftes og henlægges under hvert Lands særskilte Myndigheder; thi saadan Udskiftning afskjærer en Anledning til hyppig Strid.

En ordning som den her antydede var ogsaa foreslaaet af det norske Flertal i sidste Unionskomite, et Forslag, som hverken Høires eller Venstres Program nu har optaget.

Og naar vi mener, at en Tilnærmelse mellom Høire og Venstre kan komme til at vise sig naturlig og ønskelig, ogsaa hvad de indre politiske Opgaver angaar, da tænker vi særskilt paa den Forskyvning af norske Partiforhold, der allerede er i Begreb med at indtræde som Følge af den nu indførte almindelige politiske Stemmeret. Tidernes Tegn varsler om, at Arbeiderorganisationerne - de socialistiske og socialistisk farvede - vil gjøre sine Krav gjældende med stigende Styrke, saaat der er mere end sandsynligt, at alle Tilhængere af den bestaaende Samfundsordens Grundprinciper, enten de før har været Høire- eller Venstremænd, i en ikke fjern Fremtid vil føle Behovet av at holde sammen for ikke at ligge under i Ideernes og Interessernes Sammenstød. Det lader sig vel neppe negte, at flere af de i det senere gjennemførte Samfundsreformer netop paa Grund af den skarpe politiske Strid mellem Partierne, er gjennemdrevne i et Omfang og i en tilspidset Skikkelse, som igrunden ikke har været ønsket af det myndige Folks store Flerhed. Nu erkjendes dette, og nu maa man ved Samhold mellem de gamle Partier søge at give de nye Institutioner den bedst mulige Anvendelse.

Ser man Forholdene ud fra disse Synspunkter, er det en selvsagt Ting, hvad der i Hovedsag maa blive Centrums opgave ved Sommerens Valg. Centrum er i fuld Overensstemmelse saavel med sine oprindelige ledende Grundtanker og tidligere formede Programmer, som med hvad netop Øieblikkets Stilling kræver af Mænd, der sigter paa national Samling og som vil bevare den bestaaende Samfundsordens Grundvolde, naar det i nær Tilslutning til hvad det vestlandske moderate Parti har sat sig som Maal, fastholder følgende

Valgprogram:

1. Fuld Ligestillethed mellem Norge og Sverige, hvad de udenrigske Anliggenders Behandling angaar. En fælles - norsk eller svensk - Udenrigsminister, constitutionelt ansvarlig for begge Riger. Udskiftning af alt Fællesskab der ikke er retslig eller faktisk nødvendigt.

2. Opløsning af det fælles Konsulatvæsen og Ansættelse af egne norske Konsuler overalt, hvor ikke Konsulstillingen er forbunden med diplomatisk Befatning.

3. Størst mulig Sparsomhed i Statshusholdningen efter en vel overveiet financiel Plan.

4. Ophjælp af Landets Næringsveie.

5. Fortsat Arbeide til Fremme af Ædrueligheden.

6. Arbeide for Neutralitet og Voldgift.

7. Arbeide for Invalide- og Alderdomsforsikring i den Udstrækning, saadanne Foranstaltninger maa vise sig gjennemførlige.

8. Arbeide for en retfærdigere Valgordning.

9. Folkeafstemning over Love.

* *

*

Vi beder vore Partifæller at samle sig om dette Program og at utfolde nogen Virksomhed for at bevæge ogsaa andre, der ivirkeligheden maatte være væsentlig enige, til at give det sin Tilslutning.

Vort Folk ser sig ved Indgangen til det nye Aarhundrede stillet ligeoverfor betydningsfulde politiske Opgaver. Det trænger til at samle sine bedste Kræfter for fra første Stund af at lede Arbeidet for disse Opgavers Løsning ind i det rette Spor og undgaa skadelige Misgreb og farlige Afveie.

Uenigheden mellem Halvøens to Folk maa ikke faa Lov til at sætte sig fast som en varig Sygdom. Deres sikreste Værn mod Farer udenfra er (næst hvert enkelt Folks egen iboende Kraft) det hjertelige, trofaste og paalideligt formede Samhold mellem dem. Vi behøver en Regjering, som under det nødvendige Arbeide for at hævde Norges Selvstændighed og Ligeberettigelse forstaar at samle Nordmænd af alle Partier omkring sig og at undgaa unødig Forstyrrelse af det gode Forhold mellem Folkene.

Antallet af stemmeberettigede Borgere er ved den sidste store Udvidelse af den statsborgerlige Stemmeret henimod fordoblet, enkelte Steder mer end det. En stor Del af de nye er allerede (som man hist og her tydelig har kunnet iakttage) dragne ind under de socialistiske Ideers og den socialistiske Agitations Indflydelse. Samtidig har vor statsskik i den sidste halve Menneskealder ændret sig didhen, at den nu - saa at sige - er fuldstændig blottet for constitutionelle conservative Garantier. Det vilde være ønskeligt, at vi gik Udviklingen af disse Forhold imøde under Ledelse af en Regjering, som havde Øie for de hermed forbundne Farer, og som forstod at finde Støtte hos alle Folkets Klasser og Partier, en Regjering, som der isandhed stod Respekt af baade blant politiske Venner og Modstandere, eller som da ialdfald var sterk ved den ufkrømtede Tillid og Agtelse, hvormed den omfattedes af sit eget Parti.

Dette kan ikke siges at være Tilfældet med den Regjering, som er skabt og opretholdt af sidste Thingperiodes Flertal. Vi skal ikke gaa i Enkeltheder med at opregne de Klager, der har reist sig mod den siddende Regjering og det regjerende Flertal. Disse Klager er i Virkeligheden vel kjendte. Af og til har Regjeringens og Flertallets Bedrifter slaaet ret kraftig til Lyd. Mistillid og Knur er sivet ud over hele Norges Land, og de har Tilhold ikke blot hos politiske Modstandere, men i stor Udstrækning ogsaa hos Partiets egne Mænd.

En eneste Ting vil vi særskilt nævne. Vor Statsgjæd har nu naaet en saadan Høide, og Skatterne føles mangesteds i By og Bygd saa trykkende, at det maa erkjendes som en uomgjængelig Nødvendighed for vort Land, at det gjør sit yderste for at tilveiebringe et indsigtsfuldt, karakterfast og forsigtigt Styre af Statens Pengevæsen.

Forøvrigt dvæler vi ikke ved den siddende Regjerings og det raadende Flertals Mangler, Misgreb, Forgaaelser, almindelige Vanstyre eller særskilt compromitterende enkelte Handlinger. Vi har jo ellers, vi Nordmænd, Glæde af at se os repræsenterede, der hvor Folkene mødes, af det dygtigste og vakreste, som vi har at vise frem fra vort Land og vort Folk. Det er jo da saa rimeligt, at vi ogsaa ønsker en Regjering, som vi har saa megen Ære af som muligt.

Og det er de dygtigste og bedste, de mest klartskuende hos det rene Venstreparti saavel hos de andre Partier, som vi gjerne vilde faa Øre hos og bevæge til Sammenslutning.

Det norske Folk maa nu «paakalde» sin egen bedste Vilje; det maa vælge det dygtigste og det ædleste hos sig selv. Det maa søge at bringe sine bedste Mænd (de som isandhed fortjener saadant Navn af saavel Venner som Modstandere) frem til Valgmænd og Thingmænd. Det maa vie det nye Aarhundrede ved at skabe det bedst mulige Storthing og den bedst mulige Regjering, som det i dette givne Øieblik er istand til at skabe - og saa fortrøstningsfuldt gaa Aarhundredet imøde.

Kristiania, Juni 1900.

_____